Du er her: PRESSE
I anledning af Danmarks invasion af Libyen sendte vi følgende udtalelse til Forsvarsudvalget og en række dagblade.
Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed
Dansk afdeling af: Women’s International League for Peace and Freedom, WILPF
Vesterbrogade 10, 2.
DK-1620 København V
Tlf. +45 33 23 10 97
E-mail: wilpf-dk@internet.dk
www.kvindefredsliga.dk
Skive 10.04.2011
Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed forsamlet til kongres i Skive den 9. - 10. april 2011 udtaler følgende:
Et enigt Folketing besluttede torsdag den 18. marts at sende danske soldater i krig, vejen til våbenbrug i konflikter er blevet stadig kortere.
Danmark er med NATO gået til angreb på Libyen, og denne gang under FN’s flag, men krig har aldrig løst konflikter og kommer aldrig til det.
Kvindefredsligaen tager kraftigt afstand fra, at FN denne gang har brugt sit mandat til anvendelse af vold og at det danske Folketing derefter blindt har sluttet op.
At angribe med fly er den sikreste vej til civile tab. Fejlbombninger er uafvendelige og har bevisligt allerede fundet sted flere gange. De civile tabstal hører vi intet om, men ét er sikkert, som i enhver anden krigs- og konfliktsituation, er kvinder og piger specielt udsatte.
Hvad blev der af den diplomatiske vej? Fredelig konfliktløsning er mulig, hvis viljen er der, men Folketingets forhastede beslutning levnede ingen tid til refleksion, og den danske regering forskertsede endnu engang muligheden for dialog og reel konfliktløsning.
Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed tager skarpt afstand fra Danmarks intervention i Libyen og vil opfordre regeringen til hurtigst muligt at trække de danske bombefly hjem.
Allerede i 1915 udtalte Women’s International League for Peace and Freedom på sit første møde i Haag:
”Den påstand at krige er uafvendelige, er både en fornægtelse af intellektets integritet og et forræderi mod menneskets dybeste instinkter.”
Denne sandhed gælder stadig.
På kongressens vegne
Ida Harsløf
Forretningsudvalget
Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed
Vesterbrogade 10, 2. · 1620 København K · Telefon +45 3323 1097
wilpfdk@gmail.com · www.kvindefredsliga.dk